Luke Fracher The Interview | Stayhard
Kurv

Round Two - Grundlægger Luke Fracher

Round Two er en af verdens største aktører på resale-markedet. Grundlæggerne, de tre venner Luke, Sean og Chris, besluttede sig i 2013 for at starte deres egen butik i Richmond. Siden da er det bare gået fremad, og i dag har de otte butikker i fire byer rundt om i USA.

Foto: Sanhareib Youkhana
Text: Kingsize Magazine

- Sean og Chris havde en hjemmeside som hed "Round Two vintage", hvor de solgte tøj. Selve konceptet køb/sælg/byt har altid eksisteret. Sean arbejdede i en "consignement store" og tænkte, at vi burde bruge det her koncept, men gøre det med ting vi godt kan li', altså vintage-tøj og sneakers. Så tog de mig med, fordi jeg havde masser af erfaring fra mit job i butikken.

- Jeg har arbejdet i forskellige mindre butikker som solgte sneakers mens jeg voksede op. Mit første job var hos Lifeguard og da jeg fyldte 15, startede jeg med at arbejde i en butik som hedder Legend. Da jeg blev 18 flyttede jeg til Richmond og vi startede den første Round Two-butik. Samtidigt arbejdede jeg i DTLR, som er en anden sneaker-butik. Jeg har også arbejdet i en Gucci-butik, så jeg havde masser af erfaring med at arbejde i butik.

"Consignement stores" er butikker, hvor du kan indlevere brugt tøj. Hvis butikken sælger dit tøj, tager de en andel af indtægten og du får resten. Begrebet "resale" bruges oftest om butikker som i stedet køber varerne af ejeren. I dag er det almindeligt, at de køber nye produkter, så snart de bliver lanceret, og sælger dem videre. De seneste år er markedet vokset og omfatter nu alt fra eksklusivt retrotøj til begrænsede og sværttilgængelige design fra eksempelvis Supreme og Off White.

- På den tid fandtes der ikke noget resale-marked, det er en nyere ting. Vi har nok været medvirkende til at gøre det til et marked. Tidligere, hvis man ville have Supreme, skulle man til Stricly Supreme eller Hypebeast eller lignende, og hvis man ville have sneakers måtte man kigge på fora som eBay eller Flightclub eller Solecollector. Du ved, det foregik meget i forskellige fora og sådan. Der var ikke rigtig nogen resale-butikker før os. Inden resale-markedet fik sin hype var det ikke så svært at få fat i det nyeste, undtagen når det handlede om sneakers.

Hvordan startede samarbejdet med Stayhard?
- Helt ærligt havde jeg aldrig hørt om Stayhard, inden vi startede samarbejdet. Marcus fra Stayhard kom til butikken i New York nogle gange, og vi talte om tatoveringer og den slags. På et tidspunkt spurgte han, om jeg ville designe en kollektion til dem. Jeg sagde selvfølgelig ja, men også at jeg havde brug for flere detaljer. Efterfølgende kom han tilbage med detaljer og en kontrakt og forklarede, hvad de havde tænkt og hvad min rolle skulle være. Jeg er jo ikke designer, så Marcus tog sig af mine ideer og hjalp mig med at føre dem ud i livet. Jeg har lavet lidt i Round Two-regi, men det har bare været t-shirts og huer, så jeg har aldrig lavet "cut and sew pieces" som det her. Det har været virkeligt sjovt og spændende.

- Jeg kan jo slet ikke tegne, så at følge en idé i mit hoved, forklare den til Marcus og teamet på Stayhard og at se dem gøre idéen til virkelighed på en måde, som lignede den idé jeg havde fra start, var super cool. Jeg har set billeder og fået lidt prøver inden, men der var det hele ikke klar endnu. Så i dag er første gang jeg ser mange af de her ting. Det føles fedt, kvaliteten er god, meget af det er fremstillet i Europa, hvilket mange brands ikke gør længere. Her er det måske mere almindeligt, men i USA er det ikke så almindeligt. Så vidt jeg forstår er prisen også rimelig, især med tanke på, hvor det er produceret.

Hvor kommer navnet Mooky fra?
- Mit kælenavn er Luke Mook, det har jeg haft længe. Vi snuppede det fra battle-rapperen Murda Mook. Vi syntes det var sjovt, da vi gik i high school. Der er mange af mine nære venner, der kalder mig Mooky. Det føltes som et cool navn at bruge til kollektionen, ikke, stille og roligt.

Skoene er inspireret af bootleg-jordans, hvor kommer det fra?
- Vi elsker bootleg-vintage-ting, bootleg-Nike, Polo, Tommy Hilfiger… Jeg synes bare det er de sejeste ting, de havde de fede designs, som aldrig rigtigt var blevet godkendt, men de lavede dem bare alligevel. Mange gange er de federe end originalen.

Hvad er dine favoritter fra kollektionen?
- Jeg elsker virkelig hunde-jeansene, som er min version af bbc-jeansene. Og så er jeg helt vild med de grønne shorts.

Luke har fået blod på tanden når det handler om at skabe egne kollektioner og han håber på at kunne lave flere fremover. Samtidigt fortsætter arbejdet med Round Two med nye butikker i bland andet Chicago.

- Vi vil fortsætte med at opbygge brandet og gøre nogle cool ting, som ikke har noget med selve salgsdelen at gøre. Jeg tror det er vigtigt for fremtiden, at selve brandet vokser.

Hvem er den bedst klædte rapper efter din mening?
- Der er sgu ikke særligt mange rappere, som kan finde ud af at klæde sig godt. Der er nok mange der ville sige ASAP Rocky, måske Future. Folk kan godt li' Cardi B's tøjstil. Lil Yatchy klæder sig godt, synes jeg, han er en af mine venner.

Han mener, at der er blevet mindre forskel på, hvordan folk går klædt.
- Folk har adgang til de samme ting nu og ser tingene fra samme perspektiv. Det er ikke som før, hvor rappere fra New York klædte sig anderledes end rappere fra Atlanta eller LA. Nu ligner de allesammen mere eller mindre hinanden i tøjet. Det gælder ikke bare rappere, det er bare sådan, at internettet og sociale medier har påvirket moden generelt.

Har du nogle tip til de personer, som gerne vil ind på resale-markedet?
- Køb ting og sælg dem, lad være med at holde på dem. Jeg tror det er vigtigere at gøre det i stort omfang i stedet for at opnå stor fortjeneste på hver enkelt vare.

Luke Frachers unikke samling "Mooky" med Stayhard er tilgængelig her.

kingsizemag.se